Blog

I Butterfly Conservation Denmark er vi af den opfattelse, at man bedst forstår den kritiske situation og årsagen til vores dagsommerfuglefaunas drastiske tilbagegang ved at kigge på den overordnede historiske landskabsudvikling.

Fra ca. 4.000 år f.kr. til frem til ca. år 1700 e.kr. gennemgik Danmark en stille og rolig transformation fra at være et skovdomineret landskab med vilde græssere til at være et stadigt mere åbent land domineret af trevangsbrug (afgrøde/afgrøde/brak) omkranset af store og små græsningslandskaber.

Alle arealer, der kunne ”bære” husdyr blev afgræsset, det være sig skov, eng, moser, klitter, heder og overdrev samt brakmarker og dyrkede marker efter høst lige så (man opgav ævred). Danmark og Øst-Danmark var altså grundlæggende et græsningslandskab og vores flora og fauna var tilpasset dertil.

Denne landskabstype ”Det Gamle Land” blev historisk set bevaret længst på Øerne øst for Storebælt.

På Sjælland og Øerne vurderes det således, at kun ca. 50 % var dyrkningsjord og resten var uopdyrket, og altså græsningsland omkring år 1700. Dyrkningsjordene blev endda kun gødet i ringe grad, så generelt har høstudbyttet været ringe med masser af græsser og blomster imellem korn og andre afgrøder.

På dyrkningsjordene drænede man ved grøftning eller drænede med træ- eller stenfaskiner, men på de ikke dyrkede arealer, altså mindst 50 %, bevaredes de naturlige hydrologiske forhold.

Alle skovene var græsningsskove og disse udviklede generelt en stedse ringere bevoksningsgrad, da skovene igennem flere tusinde år havde leveret træ til brændsel, foder, ris-gærde, bygningsmateriale og til skibsbyggerier, samtidig med at afgræsningen med tamsvin, kreaturer, heste, får, geder og hjortevildt begrænsede opvæksten af nye, sunde træer. Især de gamle bredkronede ege- og bøgetræer blev anset for at være af stor værdi og blev beskyttet, da de producerede store mængder olden til opfedning af svin.

Således kom de afgræssede skove efterhånden i højere og højere grad til at være stadigt mere lysåbne og bestå dels af meget gamle træer og dels af tornede buske og træer som f.eks. hvidtjørn og slåen, der kunne modstå græsningsdyrene. Da der samtidig stadig var tale om naturlige hydrologiske forhold og at store mængder sten dominerede de ikke opdyrkede områder, opstod der efterhånden meget store områder, som indeholdt alle de strukturer og mikro-klimatiske forhold, der er optimale for en lang række sommerfugle, store biller, insektædende fugle som f.eks. ellekrage og hærfugl, rovfugle, padder og krybdyr og sjældne eller uddøde planter som f.eks. guldblomme og mange orkidèer.

I løbet af 1700-tallet ændredes dette landskabsbillede gradvist efterhånden som reformer og mere effektive landbrugs- og skovbrugsformer vandt indpas. Da Kronen/Staten i 1700`erne solgte de sidste 2 store rytterdistrikter Antvorskov og Vordingborg, blev de store græsningsskove og overdrev, der endnu var bevaret ved Slagelse og Vordingborg, udstykket og opdyrket under de nyetablerede, moderne godser. Kort derpå blev de store landskabsreformer gennemført og ”Det Gamle Landskab”, som havde bestået igennem flere tusinde år forsvandt endeligt. Fra at have haft et heterogent, østdansk, landskab med flydende overgange opstod et homogent landskab, som grundlæggende enten var åbent/dyrket eller lukket/tæt produktionsskov.

Enkelte store og særligt stenede eller sandede græsningsområder som f.eks. Almindingen bestod dog til 1850`erne inden disse græsningsområder endeligt blev opdyrket eller tilplantet. Forfattere og kunstnere med æstetisk sans så hvilken vej det gik og derfor er der så mange malerier såkaldte ”guldaldermalerier” fra denne epoke, hvor malerne fangede de sidste rester af Det Gamle Lands skønhed.

Umiddelbart var/er det efter vores opfattelse den mest voldsomme forandring Danmarks dagsommerfugle, biodiversitet og natur har været udsat for og datidens rejsende kunne faktisk observere, hvor hurtigt forandringerne blev gennemført. Der er således beskrivelser om, hvordan folk på genbesøg dårligt kunne genkende landskabet omkring Slagelse ganske få årtier efter salget af Antvorskov Rytterdistrikt.

Sommerfugle-landskaberne forsvandt eller decimeredes og dermed grundlaget for livskraftige metapopulationer. Naturligvis var det de mest specialiserede/sårbare arter der forsvandt først som f.eks. Askepletvinge, Hedepletvinge, Terningsommerfugl, Mnemosyne, Sortplettet Blåfugl, Mose-Høsommerfugl, Hvidvinge, Svalehale og gennem årtierne er turen så kommet til de andre en efter en! Trist, men uden store optimale landskaber ingen livskraftige metapopulationer og dermed langsomt men sikker en stadigt fattigere sommerfuglefauna!